Outposts og ressourcelandsbyer

Den her artikel har jeg udskudt længst af dem alle, for outposts er det emne, jeg selv brændte mig mest på i begyndelsen. Jeg byggede dem der, hvor der var plads, ikke der, hvor det gav mening, og undrede mig så over, hvorfor de konstant stod i flammer. Så her er det, jeg gerne ville have hørt dengang – i det øjeblik din hjemmeborg ikke længere er nok, holder kortet omkring dig op med at være kulisse og bliver til økonomi og slagmark. Outposts og ressourcelandsbyer er redskabet, du bruger til at forvandle en statisk borg til et netværk, der holder territorium, skaffer ressourcer og især bringer dig derhen, hvor du ellers ikke kunne nå. Det handler ikke om, hvordan man bygger den første kaserne, men om, hvordan man griber ekspansionen an med en plan – hvor man slår sig ned, hvad man reelt kan trække ud af det, hvordan man forsvarer det, og hvornår man i stedet skal trække sig. Hvis din alliance presser dig til at "sætte gang i økonomien" og deltage i krigene, så læs videre.

Den mest almindelige fejl er at tro, at et outpost er en anden borg

Lige på og hårdt, for det her er det, folk oftest spørger mig om – et outpost er ikke en anden borg, der pumper ressourcer for dig. Den vigtigste ressourcemaskine er ressourcelandsbyerne, ikke produktionen i outpostet. Den, der forventer at bygge en fremskudt base og få den til at strømme med træ og sten som en borg, bliver skuffet. Det blev jeg.

Det, et outpost reelt giver dig, er rækkevidde og position. Hjemmefra angriber og støtter du kun inden for en vis afstand. Et outpost "flytter" dig til et nyt punkt på kortet, og cirklen omkring det åbner sig, så du herfra kan sende angreb og forsvar meget længere væk, end du kunne nå fra borgen. Den anden ting – du får et sted, hvor du kan bygge, og hvor din egen garnison holder stand. Betragt outpostet som en base, du opererer fra, ikke som et lager, der fylder sig selv op.

Derfor giver det efter min mening mening at give hver base én klar opgave. Enten er det en økonomisk rede, placeret midt i ressourcelandsbyer, hvorfra du samler ressourcer i en kort periode, eller også er det en fremskudt base på kanten af dit territorium, hvorfra du kan nå fjender og især angrebne allierede. Et outpost, der forsøger at være begge dele på et udsat sted, gør som regel ingen af delene ordentligt – økonomisk er det for langt fra sikkerhed, og til fronten er det for svagt.

Ressourcelandsbyer, og hvordan du udnytter dem fuldt ud

Ressourcelandsbyer er punkter på kortet, der er knyttet til en bestemt ressource, typisk træ, sten og mad, og i de højere kongeriger kommer luksusvarer og andre specialmaterialer til. Du indtager dem ved at sende tropper derhen og holde dem. Og nu det vigtige, som ofte glemmes – besættelsen af en ressourcelandsby har en tidsbegrænsning. Du holder den ikke for evigt som en borg. Du høster fra den, mens besættelsen varer, og når den udløber, mister du den og skal indtage den igen (eller gensende indsamlingen). Planlæg ikke noget omkring en landsby, som regner med, at garnisonen sidder der for evigt.

Hvad der har virket for mig:
- Tag de landsbyer, der lukker din flaskehals. Hvis du konstant mangler sten på grund af mure, så tag ikke tre træhuggerlandsbyer bare fordi de ligger tættere på. Find den ressource, der reelt bremser dig, og gå efter den.
- Indtag i en cirkel omkring ét outpost, ikke spredt over hele kongeriget. Kortere afstand betyder hurtigere flytning af indsamlingsenheder og især at du når at sende forsvar i tide.
- Regn med, at en besat landsby er synlig og er et mål. Jo federe landsbyen er, desto mere sandsynligt er det, at nogen kommer og tager din indsamlingsenhed. Hellere et par landsbyer tæt på, som du kan nå med forsvar, end en bunke spredte, som du ikke kan holde øje med.
- Landsbyer med luksusvarer og specialressourcer i de højere kongeriger er uforholdsmæssigt mere værdifulde end den grundlæggende trio. På grund af dem kan det betale sig at have et fremskudt outpost, selv med et ellers svagere område omkring, for de varer får du ikke andre steder fra.

Hvorfor mit første outpost konstant stod i flammer

En kort historie. Mit første outpost byggede jeg på det første ledige sted, jeg fandt på kortet, tæt på grænsen til en aktiv fjendtlig alliance. Det havde fine landsbyer omkring sig, så jeg tænkte, det ville blive en økonomisk rede. Men det var samtidig det mest udsatte sted i området, så jeg genbevæbnede hver anden dag, mine indsamlingsenheder forsvandt, og jeg fik i sidste ende næsten intet ud af de landsbyer.

Først senere gik det op for mig, at jeg havde brudt det, jeg skrev om et par afsnit oppe – jeg ville have, at basen skulle være både økonomisk og en frontbase på samme tid. Havde jeg placeret den længere væk, i et roligere område, kunne jeg have samlet ressourcer i fred. Og til fronten kunne jeg have bygget en selvstændig base med en klar opgave. Så hvis du kun tager én ting med dig fra artiklen, lad det være denne – før du klikker på et sted, så sig højt for dig selv, hvad den base skal gøre.

Forsvar med front, fløje og en forsvarsgeneral

Her kan man se, hvem der spiller spillet, og hvem der bare har klikket på "indtag". I GGE går et angreb altid mod en af de tre sider af dine mure – midten, venstre eller højre fløj. Det svarer til forsvaret, som er delt op i front og to fløje. Og det er hele pointen. Angriberen vælger én side, og garnisonen på de to andre ser han slet ikke i det slag. Hvis du derfor spreder forsvaret jævnt ud over alle tre, har du ikke nok på nogen af dem, og angriberen bryder igennem præcis der, hvor han rammer, fordi kun en tredjedel af dine tropper står imod ham.

Derfor koncentreres forsvaret:
- Sæt en ordentlig forsvarsgeneral ind, som passer til basens type, og læg hans forsvarsbonusser der, hvor du har brug for dem (på fronten eller på fløjene). En general flytter styrkeforholdet meget mere end nogle få ekstra enheder. Det her er den første ting, ikke den sidste.
- Koncentrer tropperne der, hvor angrebene reelt kommer. På en fremskudt base er det typisk siden vendt mod fjenden. De indre fløje, som ingen angriber, kan du lade være svagere og flytte tropperne over, hvor du bliver ramt.
- En dygtig angriber sætter redskaber ind – rambukke og stiger til at bryde port og mure, skjolde og ildkugler mod dit forsvar. Et statisk forsvar, du aldrig ændrer, kan blive spejdet af og brudt på samme måde hver gang. Skift opstillingen, så modstanderen ikke har dig scannet. Det slækkede jeg tidligere med, og det kostede mig et par grimme tab.

Ved ressourcelandsbyer handler forsvaret hovedsageligt om den garnison, du efterlader der. Overdriv det ikke, hver soldat i landsbyen er en soldat, du mangler et andet sted. Lagdeling fungerer – lad en svagere, hurtig forsvarsstyrke blive i landsbyen som forsikring, og hold hovedforsvarsstyrken klar i et nærliggende outpost, hvorfra du kan nå at sende den ind i den angrebne landsby, før angrebet ankommer. Det hele fungerer kun, hvis landsbyen virkelig er tæt på. Endnu en grund til at holde reden kompakt.

Rækkevidde og rolle i alliancekrig

Økonomi er kun den halve historie. Den anden, mere vigtige i krig, er rækkevidde. Et fremskudt outpost giver dig mulighed for at angribe fjender og især sende forsvar til allierede, som ellers ville være uden for din rækkevidde. I en alliancekrig vinder den, der hurtigt kan hælde forsvar ind til et angrebet medlem og lige så hurtigt koncentrere et angreb mod ét mål. Uden fremskudte baser deltager du kun i det, der ligger lige for næsen af dig, og resten af alliancen kan ikke regne med dig. Du kender det – i chatten flyver spørgsmålet "hvem kan nå XY?" og der er stilhed.

Konkret:
- Placer mindst ét outpost, så det dækker det område, hvor din alliance reelt fører krig, ikke bare der, hvor der er bedst til indsamling. I en krigssæson har rækkevidde til fronten højere værdi end lidt ekstra ressourcer.
- Aftal placeringen af baser med alliancen. Når I placerer outposts, så jeres rækkeviddecirkler overlapper, dækker I hele slagmarken med støtte, og intet medlem står isoleret.
- Et fremskudt outpost er også et angrebsredskab. Det forkorter angrebets transporttid og giver dig et sted, hvorfra du gentagne gange kan lægge pres på fjendtlige mål, uden at du hver gang skal sende tropper tværs over kortet.
- Følg med i might og aktiviteten hos spillerne omkring dig. Et outpost placeret midt mellem stærke og aktive fjender vil konstant stå i flammer, og du vil bruge mere på at genbevæbne det, end du får ud af det. Nogle gange er en base længere væk, som du kan holde, bedre end en aggressiv position, du ikke kan forsvare. Se min historie ovenfor.

Hvornår du skal udvide, og hvornår du hellere skal vente

Ekspansion er ikke gratis. Hvert outpost og hver besat landsby er endnu en ting, du skal forsyne, holde øje med og genbevæbne. Udvid, når du har kapaciteten til det, ikke bare lysten til at have flere prikker på kortet.

Hvornår det er tid til at udvide:
- Din produktion og dine lagre kan konstant ikke følge med det, du bygger og rekrutterer. Hvis du konstant mangler én bestemt ressource, er det en klar grund til at gå efter landsbyer og et outpost tættere på dens kilde.
- Alliancen åbner en front, du ikke kan nå hjemmefra. Dér er et fremskudt outpost en investering i rækkevidde og støtte, ikke i økonomi, og det kan sagtens have et svagere område omkring sig.
- Du har en stabil forsvarsstyrke, som du kan flytte i tide. Uden evnen til hurtigt at forsvare nyindtagede områder er ekspansion bare at give ressourcer og point væk til modstanderne.

Hvornår du hellere skal vente:
- Din hjemmeborg er endnu ikke færdigudviklet, hverken økonomisk eller forsvarsmæssigt. En anden base redder ikke et svagt fundament, den spreder bare kræfterne over flere steder.
- Du har ikke tid til at spille aktivt. Et passivt holdt outpost og landsbyer er i praksis et ressourcelager, klar til angribere, fordi du ikke når at omfordele forsvaret.
- Du ville udvide til isolation uden alliancestøtte. En ensom fremskudt base midt blandt fjender er en byrde, ikke en fordel.

Jeg er ikke 100 % sikker på, at det gælder for enhver spillestil, men for mig fungerer én regel – hellere færre baser, der udgør et kompakt, forsvarbart netværk, der dækker hinanden, end et spredt rige, du hverken kan holde øje med eller forsyne.

For at opsummere det på min egen måde – outposts og ressourcelandsbyer er en måde at gøre en statisk borg til et levende netværk, der holder territorium, indsamler ressourcer og når derhen, hvor krigen afgøres. Hver base skal have en klar rolle, holde sig kompakt omkring sin rede og være reelt forsvarbar. Ressourcelandsbyer giver dig ikke ressourcer for evigt, og et outpost er ikke en anden borg, men din fremskudte position. Udvid, når du mangler en bestemt ressource eller rækkevidde til fronten, ikke fordi der er en ledig plads på kortet. Og i en alliancekrig besejrer man ikke modstanderen ved at have flest landsbyer, men ved at forsvare sit netværk og nå at sende forsvar til en allieret i tide. Byg mindre, hold fast, udvid med en plan. Og hvis du har din egen erfaring med placering af outposts, må du endelig skrive til mig, så udbygger jeg gerne artiklen.

Tilbage til Pokrocile.