Avanceret angreb – flanker, bølger og borggård

Den her artikel har jeg udskudt længe, for man kan skrive uendeligt om angreb og stadig støde på en spiller, der gør det helt anderledes, og det virker for ham. Men efter mange års Empire har jeg et ret klart billede af, hvad der adskiller en spiller, der bare "sender" et angreb, fra en, der kan bygge det. Det er ikke antallet af tropper. På de højere levels handler det ikke længere om might – det handler om at aflæse forsvaret, vælge flanke, fordele styrken i bølger og om, hvorvidt du husker anden fase på borggården. Hvis du stadig kaster ét stort angreb mod en tilfældig fløj og undrer dig over, hvorfor det æder enheder selv mod en svagere borg, så læs videre, det gjorde jeg også engang.

Se først, hvad der er bag murene

Jeg begynder med det her, for det er et skridt, de fleste springer over. Et blindt angreb er en luksus, en erfaren spiller simpelthen ikke tillader sig. Før du rykker ud, vil du vide, hvad der venter dig – hvor meget forsvar der sidder på hver flanke og i midten, om forsvareren mest har frontenheder eller flankeenheder der, hvilke forsvarsredskaber der hænger på murene, og hvilke bonusser generalen og alliancen giver ham.

Derfor kan det betale sig at sende en spion eller et lille afprøvningsangreb af sted før det egentlige angreb, som viser dig forsvarets fordeling per front. Du mister nogle få enheder, men køber dig information, der kan redde hele din hær. Kig især efter asymmetri – næsten ingen har forsvaret fordelt jævnt, én flanke er altid tyndere, og det er præcis den, du leder efter.

Og én ting, jeg selv blev snydt af – forsvaret er ikke statisk. Under alliancekrige flyver forstærkninger frem og tilbage, så en spionrapport, der er nogle timer gammel, holder måske ikke længere. Spion igen lige før angrebet. Jeg gjorde det ikke én gang, stolede på morgenrapporten, og om eftermiddagen ventede der en helt anden fordeling på mig. Siden da spionerer jeg altid to gange.

Tre fronter, to flanker og en midte med port

Ethvert mål har sit forsvar fordelt på tre fronter – venstre flanke, højre flanke og midten med porten. Det er ikke bare grafik, det er kernen i hele mekanikken. Forsvareren fordeler sine tropper og forsvarsbonusser mellem disse tre fronter, og din general rykker altid kun ind på én af dem. Tropper, der angriber venstre flanke, hjælper på ingen måde dem på midten, og omvendt.

Deraf følger den første ting, du skal brænde ind i hovedet – spred ikke din styrke ud. Hvis du ikke har en klar plan, så læg alt på én flanke, ikke lidt på hver af de tre. Angrebet afgøres på niveau af én front, ikke af borgen som helhed. Forsvareren har et begrænset antal enheder og pladser, så din opgave er at finde den front, hvor det er tyndest, og gå all-in der.

Valget af den svageste flanke, og hvad der sidder der

Når du har fordelingen, vælger du fronten. Den svagere flanke er ikke bare den med færrest enheder, men den, hvor dit angreb passer bedst mod forsvaret. Her spiller det ind, om forsvareren har proppet frontenheder eller flankeenheder derind. Bonusser mod et konkret forsvar får du primært fra general og belejringsredskaber, ikke fra et fast sten-saks-papir-matchup mellem enhedstyper. Så sammensæt general og udstyr efter, hvad der venter dig på den pågældende front.

Midten med porten er lidt en anden historie. Porten er som regel den mest bevæbnede, og den klassiske vej til borggården går igennem den. Et angreb mod midten kræver derfor mere og bør sigtes med omtanke, ikke af vane. Jeg havde personligt længe en tendens til at gå efter porten, "fordi man gør det sådan", og det kostede mig unødvendigt meget. Ofte er det klogere at bryde den svagere flanke og dermed åbne plads, end at trænge ihærdigt ind på det hårdeste sted.

Og vælg generalen efter, hvilke bonusser han bringer til den pågældende front og det pågældende forsvar, ikke efter hvem der lige er udhvilet. Jeg ved, det er fristende, men lad være.

Udmat med bølger, bryd så igennem

Bølger er hjertet i det avancerede angreb. I stedet for ét enkelt slag fordeler du styrken i flere bølger efter hinanden. Det har to grunde. For det første har forsvareren en begrænset forsvarskapacitet, og forsvarsredskaberne på murene slides og bliver færre under kampen. De første bølger skal udmatte forsvaret, ikke nødvendigvis bryde igennem. For det andet kan du takket være bølger bygge hver enkelt forskelligt – den indledende bølge sammensætter du, så den fjerner forsvarsredskaber og de farligste forsvarere, senere bølger giver dødsstødet til den svækkede front.

En praktisk læresætning, der har virket for mig – byg ikke alle bølger ens. Sæt billigere eller ofrede enheder i de indledende, som bare rydder vejen. Gem hovedslaget i en bølge, der rammer et allerede blødgjort forsvar. Og hold en reserve – et angreb, der løber tør lige før gennembruddet, er ubrugeligt, du har bare brændt enheder af uden resultat. Bølger mod samme flanke lægges sammen under presset, så koncentration i både tid og rum er det, der bryder forsvaret.

Rambukke, stiger og skjolde til den rette front

Belejringsredskaber er det, der adskiller en spiller, der forstår mekanikken, fra en, der bare sender kanonføde. Redskaber mod mure (skjolde, tårne, stiger) reducerer den forsvarsbonus, murene giver forsvarerne, og rambukken åbner porten til borggården. Uden dem angriber du mod befæstningens fulde styrke og betaler for det i tab.

Nøglen ligger i parringen. Sæt murredskaberne ind på den flanke, du bryder, så de reducerer bonussen præcis dér, hvor du presser dine enheder. Rambukken giver kun mening, hvis du har en reel plan om at nå borggården og trække noget ud af målet. Ligesom enheder slides redskaberne også og bliver færre, så sæt dem målrettet ind i de bølger, hvor de er afgørende, ikke fladt fordelt i alle.

Og tænk på dem i god tid. Belejringsudstyr fremstilles og genopfyldes, så byg et lager op før et stort angreb eller et alliancetogt. Intet er værre end at opdage midt i et felttog, at du ikke har noget at bryde mure med – og tro mig, det har jeg prøvet.

Borggården er det andet slag

At bryde fronten er endnu ikke en sejr. Så snart du kommer igennem porten eller en gennembrudt flanke, venter anden fase på borggården, hvor forsvareren har endnu en, ofte sidste og koncentreret linje. Ja, oftest kommer du ind på borggården gennem porten, men bryder du en fløj, går det også den vej. Mange angreb bryder sammen netop på borggården, fordi angriberen bruger alt på murene og ikke har styrke nok tilbage indenfor.

Planlæg derfor borggården som et selvstændigt slag. Behold bevidst en del af din angrebsstyrke til det, der venter bag murene, brug ikke absolut alt på den ydre front. Generalbonusser og enheder, der passer til borggården, skal du have i baghovedet allerede, når du bygger bølgerne.

Og vær ærlig over for dig selv. Hvis din udregning viser, at du bryder murene, men ikke har noget tilbage at gøre det af på borggården, er det et halvt angreb, der koster dig hæren uden belønning. Vent hellere, byg op og slå én gang ordentligt til sidst, end at løbe til porten to gange og vende tomhændet tilbage. Kender du det? Den følelse, når rapporten viser brudte mure og så nul fra borggården? Det er præcis det, jeg forsøger at undgå.

Et spørgsmål, jeg ofte får

"Jan, hvor mange bølger er det ideelle antal?" Ærligt talt har jeg ikke noget entydigt svar på det, og jeg er ikke 100 % sikker på, at der findes et universelt tal. Det afhænger af, hvad spionen viser, hvor mange redskaber du har på lager, og hvor meget du har råd til at ofre af indledende enheder. Efter min mening er det bedre at tænke på bølgerne fra den anden side – den første skal fjerne redskaber og de farligste forsvarere, den sidste skal ramme et allerede blødt forsvar og stadig have nok styrke til borggården. Hvor mange der er imellem, finjusterer du selv ud fra rapporterne. Det har virket for mig at gennemgå rapporten efter hvert større angreb og se, hvilken bølge der gjorde arbejdet, og hvilken der var overflødig. Efter et par uger begynder du at få fornemmelsen for det.

Tilbage til Pokrocile.