Alliancekrige og diplomati

Alliancekrige er grunden til, at jeg stadig spiller Goodgame Empire efter alle disse år. Du kan have nok så god en borg, finpudsede flanker og en befalingsmand proppet til bristepunktet, men hvis du ikke kan spille i et hold, er du dødvægt i krig. En alliancekrig handler nemlig ikke om, hvem der har størst styrke (might), men om hvem der er bedst til at aftale sig frem, hvem der holder fronten, og hvem der ikke gør sig selv til et mål i det forkerte øjeblik. Det har jeg selv oplevet på egen krop. Min første krig spillede jeg som entusiastisk soloist, og jeg hjalp reelt alliancen omtrent lige så meget, som hvis jeg slet ikke havde været der. Her gennemgår jeg, hvordan krige rent faktisk fungerer, hvordan du undgår at være en belastning i dem, og hvordan du kan hjælpe din alliance uden for slagmarken gennem diplomati og pagter. Jeg går ud fra, at du allerede har styr på grundlæggende angreb og forsvar, og at du vil videre derfra.

Sådan fungerer krig helt grundlæggende, fra erklæring over point til vinduet lukker

Krig mellem alliancer erklæres af ledelsen (lederen eller en anden med den fornødne bemyndigelse), og fra det øjeblik løber der en nedtælling, hvor der samles point for succesfulde handlinger mod fjenden. Princippet er enkelt - for vundne angreb på modstanderens borge og for succesfulde forsvar af egne og allierede borge tildeles der point til den rette side. Den, der har flest point, når vinduet lukker, vinder.

Hvis du allerede er en erfaren spiller, så tag dette med dig - man vinder ved at samle småting sammen, ikke med ét heltemodigt angreb. En bunke rent vundne forsvar er ofte mere værd end nogle få store, men risikable angreb, som nogen slår tilbage. Det tog mig lang tid at acceptere det, for ét stort angreb ser bare federe ud end ti kedelige, forsvarede borge. Pointtavlen ser dog anderledes på det.

Og hold øje med, om jeres alliance fører krigen offensivt (vi går efter fjenden og samler point ved angreb) eller defensivt (vi lokker dem til os og samler point fra forsvar). Din rolle ændrer sig efter det, og du vil bestemt ikke solo'e imod den plan, resten af alliancen følger.

Uden Discord og chat skal du ikke ind i en koordineret krig

Det er noget, der adskiller trofæsamlere fra rigtige krigere. En alvorlig krig spilles ikke kun i spillets chat, men på Discord eller via en anden ekstern kommunikation, hvor man i realtid afklarer, hvem der angriber hvem, hvem der sender støtte, og hvem der er online lige nu.

Konkret - meld dit tidsvindue, altså hvornår du er tilgængelig. Tidszone er afgørende i krig, fordi angreb kommer 24/7. Når du går i seng, så sig det, og gem dig helst i sikkerhed. Meld altid dit mål, før du sætter et større angreb i gang, så der ikke unødigt kommer fem personer efter det samme, mens resten af fjenden bare fortsætter uforstyrret. Og start aldrig en krig ved at provokere en stærkere alliance med en soloaktion, som ledelsen ikke har godkendt. Den slags drama har tabt flere krige end dårlige hærsammensætninger. Det har jeg desværre set med mine egne øjne flere gange.

Forsvar og støtte til forsvarerne er rygraden i enhver krig

Efter min mening vindes rigtig mange krige netop i forsvaret. En godt forsvaret borg genererer point af sig selv ved et rent forsvar, giver til gengæld angriberen intet udbytte, og det koster dig næsten ingenting, hvis du har støtte. Nøglen er at sende forsvarsstøtte til den allierede, der bliver angrebet. Når nogen i alliancen melder indkommende angreb, sender du forsvarstropper og redskaber til hans borg, så han kan afvise selv en serie angreb, han ikke ville klare alene.

Hold altid et lager af forsvarsenheder og forsvarsredskaber hjemme netop til den slags situationer, og brug ikke alt på din egen offensiv. Følg med i, hvem der er under pres, og reager hurtigt, for støtten skal nå frem, før fjendens angreb gør. Og pas på rækkefølgen af angreb - en erfaren fjende sender først et svagt angreb for at få dig til at spilde din støtte, og først derefter kommer det rigtige angreb. Behold noget i reserve, og se på størrelsen af de indkommende bølger, før du skyder alt af ved den første bølge.

Angreb i krig betyder sikre point, ikke et hasardspil

Ved offensiv handler det ikke om at kaste sig over den første borg, du ser. Vælg mål, hvor du har en reel chance for en ren sejr med et rimeligt tab. Spejd. Find ud af, hvilke redskaber målet har på murene, hvordan flankerne er sat op, og om han sidder med en forsvarsbefalingsmand. En spiller, der tydeligvis er bygget til forsvar og oven i købet er online, er en fælde, ikke et bytte.

Koordinér bølgerne. Ét angreb oven i et andet kan bare knuse forsvaret, og den næste person ankommer så til en svækket borg. Det kaldes koncentreret pres, og det er langt mere effektivt end at sprede angreb ud over hele kortet. Send hæren af sted, så den lander på et fornuftigt tidspunkt for dine allierede, ikke klokken tre om natten, hvor ingen følger op på dig. Og regn på økonomien - hær og redskaber koster noget, og en vundet krig, som alliancen skal bruge en uge på at komme sig over med tomme kaserner, er en Pyrrhussejr.

Min erfaring med den første svage bølge

Tricket med det svage angreb først fangede mig engang. Der kom et angreb, der virkede latterligt, så jeg smed hele min støtte af sted til den allierede uden at tænke mig om, og kort efter kom det rigtige angreb. Borgen faldt, og jeg følte mig som en total begynder, selv om jeg på det tidspunkt havde spillet ret længe. Siden da sammenligner jeg altid størrelserne først ved hver indkommende bølge, og først derefter beslutter jeg, hvad jeg sender hvorhen. Det lyder banalt, men hvor mange i din alliance gør efter din mening reelt det?

Diplomati og ikke-angrebspagter (NAP)

Uden for slagmarken vindes eller tabes krigen ofte, allerede før det første angreb falder. NAP (non-aggression pact, ikke-angrebspagt) er en aftale mellem to alliancer om, at de ikke angriber hinanden. Den bruges til, at du slipper for at forsvare dig på to fronter, til at du får tid til at opbygge styrke, eller til at du undgår en nabo, du ikke lige nu vil beskæftige dig med.

Praktiske regler, jeg vil anbefale dig - få altid aftaler bekræftet skriftligt (skærmbillede af samtalen med den anden alliances ledelse), for en mundtlig NAP betyder ingenting og er let at smutte ud af. Vær konkret - gælder det også outposter og ressourcebyer, eller kun hovedborge? Hvor længe gælder den? Og hold ord, for omdømme er hård valuta i diplomati. En alliance, der bryder en NAP, får sig et ry på serveren, som den ikke får vasket af sig i årevis, og ingen vil indgå alliance med den. Overvej også et forbund, altså en koalition af flere alliancer mod en fælles fjende, og hold øje med, hvem der holder med hvem, så du ikke erklærer krig mod nogen, der har tre andre alliancer bag sig. Jeg er ikke 100 % sikker på, at hver eneste ledelse følger det så grundigt, men de, der gør det, kommer betydeligt sjældnere ud i unødvendige problemer.

Sådan er du et nyttigt medlem i krig

Lad mig opsummere, hvad ledelsen reelt forventer af dig. Vær online, og meld dit tidsvindue - et medlem, som ingen ved, hvornår spiller, er svært at inddrage i planen. Reager på opfordringer om støtte, selv om du ikke selv angriber lige nu, for en allierets forsvar tæller lige så meget. Hold en reserve af forsvarsenheder og redskaber, så du har noget at hjælpe med. Kast dig ikke ud i soloaktioner, som ingen har godkendt. Og kommuniker, også når det ikke går godt for dig. Hvis nogen har smadret din borg, så sig det, så de andre kan dække dig, i stedet for at tie og lade som om alt er fint.

Den mest værdifulde kriger er ikke den med højst might, men den, man kan regne med - støtten når frem, han er online på det kritiske tidspunkt og gør det, der er aftalt. Sådan en spiller vinder krige for hele alliancen, selv om han ikke selv har flest point på tavlen. Personligt vil jeg hellere have sådan en pålidelig spiller med en middelstor hær i alliancen end en stjerne, der melder sig én gang om ugen.

Tilbage til Pokrocile.