Tornekongen (Thorn King)

Tornekongen er det event, hvor jeg første gang dumpede fuldstændig. Ikke fordi min hær var svag, men fordi jeg ikke havde bemærket, at der ikke sættes befalingsmænd ind her, og at alt afhænger af moralen. Så det skal ikke ske for dig også - jeg har skrevet ned, hvad jeg har lært siden da. Selve historien er enkel og ret dyster - en fortvivlet konge beder om hjælp, fordi hans rige er blevet oversvømmet af den onde Nekromanten med sine hære af udøde. Du skal kæmpe dig gennem en række tårne fulde af skeletter frem til den endelige fæstning, hvor Nekromanten selv sidder. Ingen venten på forsvar, intet PvP. Du angriber, tårn efter tårn, og hvert faldet tårn bringer dig tættere på de bedste belønninger - rubiner, dekorationen Nekromantens Trone og enheder fra kongegarden. Og det allervigtigste endnu en gang, for det overrasker mange - i Tornekongen bruges der IKKE befalingsmænd. Din angrebsstyrke bestemmes af troppernes moral. Lav moral betyder svage angreb selv med det bedste udstyr. Høj moral betyder, at skeletterne falder som et korthus. Hele denne guide drejer sig om det.

Sådan fungerer eventen egentlig

Princippet er rent angrebsorienteret. Foran dig står en række tårne, som gradvist bliver stærkere, og for enden står Nekromantens fæstning. Du skal erobre hvert tårn ved angreb. Jo længere du kommer, jo flere udøde forsvarer det, og jo hårdere modstandertyper møder du der. Du starter ved de svagere tårne og arbejder dig gradvist frem til dem, hvor en ordentlig masse skeletter venter på dig.

Den centrale og for Empire ret utraditionelle mekanik er moral. Du sætter ikke befalingsmænd ind, som du er vant til fra normale angreb - i stedet bestemmer din hærs moral angrebsstyrken. Jo højere den er, jo hårdere ramme giver du skeletterne, og jo mindre tab lider du. Hold den høj, gerne godt over hundrede procent. Falder den for lavt, så skal du først hæve den, før du går videre til næste tårn. Ellers fodrer du bare skeletterne med dine soldater, og det har jeg prøvet på egen krop - det er ikke sjovt.

En note fra min egen spilleoplevelse

Da jeg spillede Tornekongen første gang, sendte jeg et standardangreb mod de første tårne, som jeg var vant til, og undrede mig over, hvorfor kun rester af hæren kom tilbage. Min moral lå et sted i bunden, fordi jeg slet ikke havde tænkt på den før. Først efter et par tabte bølger gik det op for mig, at befalingsmænd ikke spiller nogen rolle her, og at den eneste håndtag er netop moralen.

Siden da gør jeg en enkelt ting - jeg går ikke ind i eventen, før jeg har moralen pænt højt oppe, og jeg tjekker den altid mellem angrebene. Det lyder banalt, men jeg vil personligt sige, at det alene afgør, om du forlader eventen med en bunke rubiner eller med tomme kaserner.

Hvem du kæmper imod

Modstanderne her er hverken klassiske spillere eller almindelige NPC'er. Du kæmper mod Nekromantens hær af udøde. I tårnene venter der hovedsageligt to slags skeletter på dig - skeletkrigere, der går i nærkamp, og skeletbueskytter, der overøser dig med skud på afstand. Hver type kræver en anden tilgang, og det er netop her, det afgøres, om tårnet falder let, eller om du knuser din hær på det.

Mod skeletkrigere har det virket godt at bruge enheder, der klarer sig godt mod nærkamps-infanteri - typisk tungere skytter som den tunge armbrøst. Mod skeletbueskytter skal du derimod sætte stærkt angrebsinfanteri ind, der kan bryde igennem til dem, for eksempel tveæggede sværdmænd. Før du går løs på et tårn, så kig på, hvilken type udøde der dominerer i det, og sammensæt angrebet derefter. Et forkert forhold mellem enhedstyper koster dig unødvendige tab, lige så meget som lav moral gør, så hold øje med begge dele på samme tid.

Hvad du får ud af eventen

Her skal du ikke forvente nogen pointhandel. Belønningerne får du konkret for erobrede tårne. Hovedlokkemidlet er rubiner - du samler dem gradvist for hvert enkelt tårn, og hvis du klarer hele vejen frem til Nekromanten, bliver det til en pæn bunke. Efter min mening er det allerede kun rubinernes skyld værd at drive eventen så langt som muligt.

Derudover er der den tematiske dekoration Nekromantens Trone, som du kan bygge i din borg som bevis på, at du klarede det, og du kan også få enheder fra kongegarden, som i sig selv er ganske anstændige.

En ting, folk ofte spørger mig om - redskaber mod udøde købes ikke i nogen eventbutik. Du finder dem i lejesoldatlejre. Fremstil dem løbende, så du har noget at presse på med mod de hårdere tårne. Gem ressourcerne hovedsageligt til at genopfylde og heale hæren mellem angrebene.

Sådan kommer du i gang med eventen

Sørg allerede inden start for et lager af angrebsenheder. Du brænder dem hurtigere af, end du kan nå at producere nye, så lad kasernerne køre for fuld kraft flere dage i forvejen, og byg dig en reserve af både tunge armbrøster og tveæggede sværdmænd - så du har noget til begge skelettyper.

Så moralen. Find ud af, hvad der kan hæve den, og gå kun ind i de første tårne, når den er pænt høj. Start ved de svagere tårne, og få en fornemmelse for, hvor mange skeletter hver tårntype forsvarer, og hvilken slags udøde der dominerer. Tilpas derefter forholdet mellem enhedstyper til de hårdere tårne. Og glem ikke redskaberne mod udøde fra lejesoldatlejrene - forbered dem i forvejen til de stærkere tårne, hvor du næsten ikke kan klare dig uden.

Strategien, der virker for mig

Hovedreglen kender du allerede - hold øje med moralen som din øjesten. Et angreb med lav moral er en spildt hær. Før du kaster dig ud i et hårdere tårn, så sørg for, at moralen er høj, så hvert angreb sidder, og tabene bliver minimale. I Tornekongen er det vigtigere end noget som helst andet.

Den anden ting er sammensætningen efter modstanderen. Mod tårne med overvægt af skeletkrigere sender jeg tunge armbrøster, mod tårne med skeletbueskytter tveæggede sværdmænd. Kig før hvert angreb på, hvad tårnet forsvarer, og sammensæt hæren derefter. Gem redskaberne mod udøde til de hårdeste tårne, hvor de afgør resultatet - ikke til de svage, som du klarer selv uden dem.

Det tredje punkt er tempo. Skynd dig ikke ind i de sværeste tårne, før du har nok enheder, opfyldt moral og redskaber. Tårn efter tårn - erobre, genopfylde tab, hæve moral, fortsætte. Og hvis du spiller i en alliance, så koordinér. At dele viden om, hvilke forhold mellem enhedstyper der virker mod hvilke tårne, sparer alle en masse soldater. Vi gør det i vores alliance, og ærlig talt tror jeg ikke, jeg havde turdet gå løs på nogle af tårnene uden det.

Fejl, jeg har set (og nogle selv begået)

Den mest almindelige er at angribe med lav moral. En spiller, der ikke opdager, at befalingsmænd ikke spiller nogen rolle her, og at angrebsstyrken afgøres af moralen, forærer bare sin hær til skeletterne og undrer sig over, hvorfor enhederne forsvinder. Hæv altid moralen først, angrib bagefter. Ja, jeg gentager mig selv, men det er med vilje.

Den anden klassiker er en forkert sammensætning af tropper. Når du sender en uegnet troppetype i stedet for angrebsinfanteri mod et tårn fuldt af skeletbueskytter, mister du unødvendigt enheder. Se efter, hvad der venter dig i tårnet, og tilpas dig efter det.

Den tredje fejl - at spilde redskaber mod udøde på svage tårne, hvor du slet ikke har brug for dem, og så mangle dem til de hårde. Gem dem til der, hvor de gør en forskel.

Og den sidste - undervurder ikke genopfyldning og heling mellem angrebene. At gå til næste tårn med en halv hær og faldende moral er at bede om store tab. Brug hellere et øjeblik på at genopfylde, og gå ind i hvert tårn i fuld styrke. Jeg er ikke 100 % sikker på, at det gælder helt ens for hvert eneste tårn, men ved de hårdere har det virket for mig hver gang.

Tilbage til Events og strategi.