Fremmede riger og kongeriger

Jeg husker, hvordan jeg første gang åbnede porten til Den Evige Is. Jeg havde en følelse af endelig at være en "stor spiller", og i løbet af få dage mistede jeg halvdelen af min hær der, fordi jeg sendte nøjagtig den samme opstilling derhen som hjemme. Så denne artikel skriver jeg primært for, at det ikke skal ske for dig. Det Store Rige er kun begyndelsen. Så snart du får din hovedborg op på et anstændigt niveau, begynder spillet at låse op for andre kongeriger, og hver af dem ser ud og spiller anderledes. Den Evige Is, De Brændende Sandklitter, De Flammende Bjerge og Storm-øerne er ikke bare en anden farve på kortet. Hver har sin egen råvare, sine egne fjender, sine egne kampbonusser og sit eget sæt belønninger, som du simpelthen ikke kan nå fra Det Store Rige. Fælden er, at de fleste roder det, de åbner et fremmed kongerige med et svagt hjemmekort, sender en hær derhen efter samme opstilling som hjemme og undrer sig så over, hvorfor den forsvinder der. Nøjagtig som jeg dengang. Her har du det, du reelt har brug for at vide, for at ekspansionen giver dig styrke i stedet for at æde dine ressourcer.

Én konto, flere kort

Du har stadig kun én konto, men dine besiddelser strækker sig over flere adskilte kort. Det Store Rige er hjemmekortet, hvor du starter, hvor din hovedborg står, og hvor de fleste events foregår. Gradvist låses andre kongeriger op for dig, og det er knyttet til niveauet på din hovedborgs hovedbygning, ikke til noget tilfældigt.

Til orientering, så du ved, hvad du skal indstille dig på - Den Evige Is åbner omkring niveau 25 (kan låses op tidligere for rubiner), Storm-øerne cirka fra niveau 35, De Brændende Sandklitter omkring 40, og De Flammende Bjerge senest, omkring de halvtreds. Tjek altid den præcise grænse direkte i spillet, Goodgame justerer de tal en gang imellem, og jeg orker ikke at holde øje med det hver uge. Pointen er, at det følger kontoens niveau, så der er ingen grund til at haste.

Du skifter mellem kortene via verdenskortet eller via kongerige-ikonerne i grænsefladen. Det centrale er, at hvert kongerige har sin egen økonomi og sin egen råvare, som du ikke kan udvinde noget andet sted. Du kan ikke klikke en borg op i De Brændende Sandklitter og forsyne den hjemmefra. Det fremmede kongerige skal for det meste forsørge sig selv.

Hvad der er fælles på tværs af alle kort - din hær (enhederne kan flyttes), dine befalingsmænd, rubiner og kontoens overordnede fremskridt. Hvad der er adskilt - den lokale råvare, de lokale bygninger og pointene i det pågældende event. Kort sagt - du deler styrken, men skal bygge basen op fra bunden på hvert kort.

Sådan adskiller de enkelte kongeriger sig

Det er ikke kosmetik, forskellene er spilmæssige.

- Den Evige Is: et iskoldt kort, hvor der udvindes trækul. Fjenderne her er Barbarerne. Det er som regel det første fremmede kongerige, de fleste tager fat på, og fungerer som en opvarmning, før du går videre.

- De Brændende Sandklitter: et ørkenkort, ingen øer, et klassisk kontinent med sand. Her udvindes olivenolie, og fjenderne er Araberne. Logistik og forsvar har deres egen rytme her.

- De Flammende Bjerge: det seneste og hårdeste indhold. Her udvindes glas, og du støder på Kultister og Drager. Forsvarene ved målene er hårdere, og belønningerne er mere værdifulde. Gå ikke herind med en svag konto, virkelig ikke.

- Storm-øerne: et ø-kort, hvor hver spiller har sin egen ø. Egne regler og eget sæt belønninger, igen adskilt fra resten.

Og nu til det allervigtigste, du skal tage med dig fra hele artiklen - i hvert fremmed kongerige gælder lokale bonusser til angreb og forsvar. En enhed, der valser hen over modstanden i Det Store Rige, har måske ikke samme effektivitet her, og omvendt findes der enheder bygget direkte til det pågældende kort. Før du sender en besætning et sted hen, så tjek, hvilke af dine enheder der har bonus der. At kopiere opstillingen fra hjemme blindt er den hyppigste årsag til, at folk i de fremmede kongeriger fodrer fjenden med deres egen hær. Jeg taler af egen erfaring, se indledningen.

Hvad ekspansion reelt giver dig

Grunde til at tage til de fremmede kongeriger.

- Nye råvarer, og dermed nye bygninger og opgraderinger. Mange stærke bonusser er låst netop bag trækul, olivenolie eller glas. Uden den konkrete råvare fra det konkrete kort kan du simpelthen ikke bygge dem.

- Eget sæt belønninger. Hvert kongerige har sine egne mål, sin egen pointsamling og sine egne belønninger. Flere kort kører parallelt, så du henter pludselig belønninger fra flere kilder i stedet for én.

- Mere produktion i alt. Flere borge betyder flere ressourcer og større kapacitet til hæren.

- Når der er stille hjemme, eller du venter på noget, har du stadig noget at lave på et andet kort. Det tror jeg folk undervurderer, for mig har det gjort spillet en del mere levende.

Belønningerne stiger med, hvor mange point og hvor meget fremskridt du samler. Forvent ikke noget top lige efter du åbner porten, det virker gradvist. Jo mere du presser på på kortet, jo bedre ting låses op. Derfor giver det mening reelt at udvikle hvert åbnet kongerige, ikke bare have det afkrydset med én borg stående der.

I bliver ofte spurgt, om man skal åbne Den Evige Is for rubiner tidligere

Det spørgsmål får jeg jævnligt. Mit svar - som regel nej. Ja, det kan lade sig gøre, men hvis du ikke har en stabil produktion hjemme og en hær, du kan sende en del af af sted fra, skaffer du dig bare et par niveauer for tidligt endnu en mund at made. Personligt vil jeg hellere gemme rubinerne til noget, der hjælper dig hjemme, og åbne Den Evige Is, når du naturligt når dertil. Jeg er ikke 100 % sikker på, at det gælder for alle, en meget aktiv spiller med en god alliance kan måske klare det, men for den almindelige spiller er det sikrere at vente.

Sådan sætter du ekspansionen i gang og flytter hæren

Fremgangsmåden, der sparer dig for en masse frustration.

1. Skynd dig ikke. Før du åbner dit første fremmede kongerige, skal du have Det Store Rige kørende - stabil produktion, et ordentligt forsvar af hovedborgen og en hær, du kan sende en del af af sted fra, uden at det står tomt hjemme. Det fremmede kort er endnu en mund at made.

2. Tag ét kort ad gangen. Den Evige Is er et fornuftigt første mål, gem De Flammende Bjerge til du er stærk. Forsøg på at sætte alt i gang på samme tid vil bare splitte dig op.

3. Sæt straks lokal produktion i gang. I det nye kongerige har du brug for din egen udvinding af dets råvare så hurtigt som muligt, ellers kan du ikke holde noget kørende der i det lange løb.

4. Regn med rejsetid. Mellem nogle kongeriger (Den Evige Is, De Flammende Bjerge, Storm-øerne) rejser hæren via havn og skibe, andre steder hen via rejse på kortet, og afhængigt af afstanden tager det tid. Du kan ikke trække forsvaret hjem fra ét kort og have det på et andet et sekund senere. Før du angriber eller gør klar til forsvar et sted, så send styrker af sted i god tid. For mig har det virket godt at sende forsvaret godt og vel tidligere, end det er nødvendigt, og hellere lade det vente lidt.

5. Efterlad aldrig en nøgen borg hjemme. Når du sender en stor del af hæren af sted, bliver hovedborgen et mål. Præcis det holder andre øje med.

6. Fordel befalingsmændene efter situationen. Du deler dem på tværs af kortene, så hav klart for dig, hvem du sætter ind til angreb, og hvem til forsvar på hvilket kort.

Hvad du skal gøre, og hvad der kan sænke dig

Hvad du skal gøre.

- Specialiser besætningerne efter kortet. Find ud af, hvilke af dine forsvarsenheder der har bonus i det pågældende kongerige, og forsvar netop med dem. Angrib på samme måde med enheder, der har overtaget der. Alene det sparer dig for mere hær end noget andet.

- Spar på den lokale råvare. Trækul, olivenolie og glas er dit brændstof til lokalt fremskridt. Hav en reserve til det, der bringer dig videre mod bedre belønninger, brug den ikke på det første og bedste.

- Pres jævnt på med point. Regelmæssig aktivitet giver på langt sigt mere end ét vildt, enkeltstående forsøg.

- Ved hårde mål, især i De Flammende Bjerge, kør sammen med alliancen. Fælles aktioner og deling af, hvad der virker på kortet, er en enorm fordel.

Hvad du skal undgå.

- At ekspandere for tidligt. Et fremmed kongerige med et svagt hjemmekort betyder to underernærede økonomier i stedet for én stærk.

- At kopiere opstillinger. Det, der er top hjemme, kan være svagt på Den Evige Is eller De Flammende Bjerge på grund af de lokale bonusser. Kigger du ikke på, hvad der virker hvor, fodrer du bare fjenden.

- En tom borg hjemme. Du sender hæren af sted for at erobre et fremmed kort og efterlader et hul hjemme? Det er en invitation til plyndring.

- At ignorere rejsetiden for skibe og hær. Den, der glemmer det, når ikke at forsvare sig eller ankommer for sent.

- En borg uden lokal udvinding. En død investering. Uden egen råvare kan du ikke bygge noget der.

- Spredning. To veludviklede kongeriger er bedre end fem forsømte. Hvor mange har du åbnet selv, og hvor mange af dem spiller du reelt?

De fremmede kongeriger er for mig det, der gør Goodgame Empire til et spil for lang tid. Det Store Rige lærer dig det grundlæggende, dybden begynder først i det øjeblik, du åbner den første port til Den Evige Is, til De Brændende Sandklitter, til De Flammende Bjerge eller til Storm-øerne. Hvert kort har sin egen råvare (trækul, olivenolie, glas), sine egne fjender og sine egne belønninger, så ekspansionen åbner nye kilder til styrke for dig. Opskriften er kedelig, men har virket for mig i årevis - få først hjemmekortet ordentligt op at køre, ekspander så gradvist, byg din egen udvinding op med det samme i hvert kongerige, og lær, hvilke enheder der har bonus der. Du deler hæren på tværs af alle kort, men den rejser med skib og til lands, og det tager sin tid, så planlæg forflytningerne i forvejen, og efterlad aldrig et tomt hjem. Start med Den Evige Is, gør det systematisk, og gem De Flammende Bjerge til sidst, til du har styrke nok til dem. Og hvis du mister en hær der ligesom jeg gjorde dengang, ved du i det mindste, at du ikke er alene.

Tilbage til Events og strategi.